Dag 12: Lake Havasu – ikke så underligt at det føltes varmt.

Selv om det var planen, at vi ville have været forholdsvis tidligt af sted blev klokken alligevel halv ti inden vi kørte. Det skyldtes at Amalie var blevet dårlig af hendes medicin, som hun havde fået aftenen før. Så vi tog det stille og roligt med at pakke og spise morgenmad, mens Amalie fik en ekstra lur.

Vi var en tur inden omkring det store Outlet i Cabazon, hvor der ikke var ret mange mennesker sammenlignet med mareridtet den 4. juli, inden vi kørte videre mod Joshua Tree National Park.

Det er spændende at se hvordan naturen ændrer sig på en forholdsvis kort strækning. Fra at være præget af et godt nok varmt kystklima, til at være stegende hed ørken.

Her var varmt.

Efter vi var kommet ud af Los Angeles området stod bilens termometer hele tiden på 112-120 Fahrenheit. Det svarer til 44,5 - 48,9 grader Celsius. Og det er vel at mærke en skyggetemperatur. Ikke så sært, at det føltes som at stikke hovedet ind i en ovn, når vi gik ud af den airconditionerede bil.   

Fordi vi var kommet lidt sent afsted, gjorde vi kun en kort afstikker inden omkring Joshua Tree National Park, hvor vi for øvrigt kørte på rute 10 syd om parken.

Joshua Tree National Park

Vi kørte op til en ganske lille oase som hedder Cottonwood Springs. Det lyder måske mærkeligt at køre op for at se en lille oase. Men det er helt forunderligt at man kører i den varmeste og goldeste ørken og så står der lige pludselig 10 grønne træer foran dig. Man skal gøre det selv for at få den rigtige fornemmmelse 

Cottonwood Springs

Der var faktisk 12 træer

Nikoline har sluppet ipad'en for en kort bemærkning

Det man desværre ikke kan fornemme på billederne og det skrevne ord, er det skift der lige pludselig sker i naturen. Fra at man kører i et goldt, men alligevel fascinerende flot ørken-/klippelandskab til pludselig at stå foran disse flotte træer. Man kan ikke føle den tætte varme der ligger sig som en dyne over hele kroppen og som rammer dig som en hammer når du stiger ud af bilen.

Heldigvis var vi ikke nødt til at gå mere end 50 skridt for at se Cottonwood Springs. Det var bare for varmt til at gå ret meget længere.

Efter Joshua Tree er der bare lang lige landevej

Vejen er lang

indtil ca 50 km fra Lake Havasu hvor naturen igen ændrer sig. Fra at være ørken så langt øjet rækker til at være et klippelandskab, for så pludselig at blive til en grøn oase langs med Colorado floden. Det har vi desværre ingen billeder af, fordi det ikke var muligt at holde ind til siden. Men der var flere steder som var et fotostop værd. Ikke så underligt at der ligger flere resorts på denne strækning. 

I stedet gjorde vi et lille fotostop ude midt i ingenting.

Her var eddermame varmt.

Det er det tætteste vi kom på en grib.

Tættere på Lake Havasu havde Malte også opdaget, at han var på ferie i USA og at der så flot ud udenfor. Så vi gjorde endnu et lille stop.

Malte har opdaget vand og tror det er 200 meter væk. Det er der så ikke.

I selve Lake Havasu by ligger London Bridge.

London Bridge

Det er måske ikke noget særsyn med en bro i en by, men denne specielle bro er pillet ned sten for sten i London og genopsat i Lake Havasu. En eller anden rigmand synes det kunne være rart med en engelsk bro ude i ørkenen. At han så fik den forkerte - i hvert tilfælde ifølge rygtet - han troede det var Tower Bridge, han havde bestilt, er bare ærgerligt for ham.

Pillet ned sten for sten i England og genopbygget her.

Aftensmaden blev indtaget på In-n-Out Burger. 

Mac D og Burger King go home. Håber vi ses i Danmark.