Dag 13: Grand Canyon – Oversvømmelse, Route 66 kitch og ondt i kæben.

Vi stod tidligt op til hvad der skulle vise sig at blive endnu en begivenhedsrig dag.

Fast procedure hver morgen inden vi kører, er at tømme vores store køletaske, hvor vi har vand og sodavand på køl, for det is som er smeltet i løbet af natten.

 Således også i morges. Til forskel fra de andre dage, kom der kun 2 deciliter i modsætning til de 7-10 liter der normalt er. Ikke noget jeg tænkte over, indtil jeg skulle til at sætte kufferterne ind – i et gennemvådt bagagerum.

Pis. Eller rettere vand

Fed bil

Derfor gik den næste time med at tømme vand fra med hænderne. Heldigvis kunne tæppet i bagagerummet løftes så meget, at vi kunne komme til at lægge håndklæder fra poolen ind under. Hermed kunne vi tage den værste fugt. Amalie var nødt til at planke den over hegnet ind til poolen efter håndklæderne, fordi vi havde afleveret nøglekortet. Proppen på køletasken må være sprunget af, da vi var ude for at finde et sted at spise i aftes. Den kurede lidt frem og tilbage fordi vi ikke havde noget bagage til at holde den på plads.  

Fed start på dagen. Not.

Efter denne våde start kørte vi til Kingman og videre via Route 66 til Hackberry General Store , som er et meget specielt men alligevel skægt sted.

Hackberry General Store

Hackberry General Store

Folk skriver hilsner og autografer på pengesedler fra forskellige lande

Mere kitch

Meget gennemført på sin helt egen måde.

Endnu et stop på turen ad Route 66 var frokost på Delgadillo’s Snowcap i Seligman. Et spisested helt i stil med Hackberry General Store.

Delgadillo's Snowcap

Bilen som restaurantens navn refererer til. Bemærk julemanden og juletræet bagpå

Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse, men vi blev mætte.

Ikke meget plads at afgive bestilling på.

Inden vi kørte videre skulle der selvfølgelig tisses af. Det foregik i disse omgivelser.

Toilet

med egen radio og tv

Resten af turen til Grand Canyon er der ikke meget at berette om, udover at vi ofte undrer os over, at der ude midt i ingenting ligger et hus eller en skurvogn, som ikke har noget indlysende at lave der. Men der bor alligevel mennesker.

Marian har hele turen været meget spændt på, hvad det var, vi ville komme til at bo i her i Grand Canyon. Ud fra de billeder der er tilgængelige på nettet kunne det godt se lidt gammeldags og slidt ud. Men ængstelsen blev gjort til skamme, for her er fint og rent. Værelset vi boede i svarer indretningsmæssigt til et motelværelse. Der er ingen luksus udover sengene, et fjernsyn og en kaffemaskine. Det er også vigtigt at pointere, at her er aircondition i modsætning til Masviwk Lodge South. Den bygning vi boede i lå kun ca. 300 meter fra kanten. Vores ønske om at bo på 1. sal var blevet efterkommet.

Da bilen var blevet pakket ud, gik vi den korte vej over til kanten af Grand Canyon. Og her fik vi ondt i kæberne. For de ramte jorden med et hult drøn.

Det var virkelig et smukt syn som ventede os. Selv om vi har set billeder af og læst om Grand Canyon, kan det på ingen måde sammenlignes med at stå her selv. Det er intet andet end storslået.

Som skrevet før i bloggen vedrørende billeder og naturoplevelser, kan de kommende billeder heller ikke retfærdiggøre virkeligheden.

Pragtfuld udsigt.

igen

Det er muligt at gå ned i bunden af Grand Canyon og op igen på en dag. Men man anbefaler ikke at gøre det fordi turen frem og tilbage simpelthen er for hård.

Bright Angel Trail

Der bliver passet godt på de besøgende

I stedet kan man overnatte på Phantom Ranch i bunden eller campere. Vælger man Phantom Ranch skal man være ude mere end 1 år før for at kunne reservere.

Efter aftensmaden på Bright Angle Lodge Restaurant - som iøvrigt var anbefalelsesværdig - tog vi shuttlebussen ud til Powel Point og gik den korte tur til Hoki Point som er det bedste sted at opleve solnedgangen.

Jeg har nedenfor indsat et par billeder, som ikke alle er blevet helt gode. Jeg mangler stadig lidt træning i optagelser i lav belysning uden blitz.

Solnedgang.

Solnedgang

Solnedgang

På grund af at der var lidt overskyet da solen gik ned, var der ikke det forventede farvespil i klipperne, som mange beskriver som værende meget flot.

Om aftenen når solen går ned kommer der Rock Mountain Elk’s ind fra de omkringliggende skove for at græsse på plænerne omkring nogle af hotellerne. Der er helt underligt at de går så  tæt på menneskene og – næsten – upåvirkede græsser.

Rock Mountain Elk

Jeg  skrev med vilje ’næsten’ lige før. For selv om vi var blevet advaret om at de kunne være aggressive skulle Nikoline selvfølgelig bevæge sig lidt for tæt på. For den gør da ikke noget.

Så Nikoline nærmer sig og skal til at række hånden ud, da elgen løfter hovedet og bider ud efter hende. Det så lidt dramatisk ud og jeg tror at Nikoline holder sig på passende afstand for eftertiden.