Dag 17: Las Vegas – samt lidt mere naturpark og for meget cola.

I dag blev der sat en metertyk, fremhævet og bogstavelig talt en blinkende streg under, at USA er kontrasternes land.

Fra at gå i den smukkeste natur, hvor man kan høre stilheden og reflektere over de store spørgsmål, til at checke ind på et hotel, hvis lobby er større end check-in området i Aalborg Lufthavn og hvor musikken næsten er højere end til en koncert.

Grundarealet med butikker, 23 restauranter og cafeer, natklubber og 2 teatre er enormt.

Vi havde besluttet os for at komme tidligt af sted. Vi glædede os alle til at se Las Vegas. Så allerede kl.  8.15 var bilen pakket og klar til at køre. Vi sagde farvel til et dejligt hotel med et rigtig godt værelse.

På vejen til Las Vegas kan man lægge ruten, så man kommer igennem Zion National Park. Den køretur må man under ingen omstændigheder snyde sig selv for. Det er ubetinget den pæneste strækning på vores tur. Men vi kan også mærke, at vi er ved at være mætte af de imponerende indtryk man får af den storslåede natur. Så der var lidt ’nå er det ’Chekerboard Mesa’, nå nå, men det er da også meget pænt’ over nogle af kommentarene i bilen.

Checkerboard Mesa.

Checkerboard Mesa. Lige nedenfor.

Indkørsel til Zion National Park.

Tilføj billedtekstIndkørsel til Zion National Park.

Vi havde snakket lidt om – det var vidst mest mig der snakkede – om at tage en shuttle op i bunden af Zion Canyon til ’Temple of  Siniwava’. Som sagt så gjort. Efter ca. ½ times gang kommer man til det sted hvor stien ikke går længere, og hvor man for at komme helt ind i bunden, hvor ruten ender, skal gå i floden. Det tager dog ifølge kortet det meste af en dag, så det blev udsat til en anden gang.

Gåturen ind til 'Temple og Sinawava'.

Gåturen ind til 'Temple og Sinawava'.

To piger leget fotomodeller. Mit bedste bud er at checke Facebook for nærmere deltaljer.

Så går turen ikke længere med mindre man vil have våde fødder. Det var der mange der ville. Man kunne åbenbart leje nogle specielle sko.

Amalie og Nikoline skulle prøve at have våde tæer

og det skulle forfatter og fotograf PK også. Bemærk de fede sko. Der var en hjemløs som takkede nej tak, da jeg ville give dem til ham.

Turen vi var på, tager ca. 3 timer inkluderet turen med shuttlen. Det var meget passende for en ’natur-mættet’ familie.

Det var en meget pæn tur, men ikke noget sammenlignet med hverken Yosemite, Grand Canyon eller Bryce Canyon. Joshua National Park tæller ikke i denne sammenhæng.

På vejen ned i bussen var der en amerikaner, som spurgte om vi havde været ved ’Emerald Pools’, for det var en rigtig fin tur. Det kunne vi svare benægtende på, dog havde vi snakket om at tage netop denne tur i stedet for ’Temple of Siniwava’. Det bliver også en anden gang.

Vel ude af Zion National Park sætter vi kursen mod Las Vegas. Marian bliver sat til at køre da vi rammer Interstate 15 så jeg kan få en lille lur.

Inden jeg falder i søvn, når jeg at tænke, at det er godt at Dodgen har 4 hjul, ellers var vi væltet.

Men hun kommer efter det, for da jeg vågner spiller hun klaver på de 4 knapper, der bruges til at kontrollere partpiloten, med et stolt udtryk i øjnene.

Da vi træder ind gennem indgangsdøren til MGM Grand får vi hvad jeg vil kalde et mindre kulturchock.

Hold nu kæft hvor er der mange mennesker, larm og virak. Hvor vi de sidste dage har boet på overskuelige hoteller i mindre landsbyer og hver dag har været ude i stille omgivelser, drejes volumenknappen på forstærkeren fra minimum til maximum. Billedet der bedst beskriver det er at stå bag en lydisoleret dør på Orange Scene på Roskilde og så åbne den ind til 70.000 råbende tilskuere.

Efter at have checket ind ved rejsens mindst engagerede portier - han var dog så flink at bruge noget tid på at give os værelser ved siden af hinanden - gik vi op på vores værelser. De største vi endnu har haft på turen.

Og nu kommer vi til beretningen om for meget cola. Da vi checker ind, afleverer vi bilen til valet parkering, hvilket betyder, der er en som parkerer bilen mod lidt drikkepenge.

Da vi senere får udleveret bilen – mod lidt flere drikkepenge - for at hente de sidste ting og parkere den i parkeringshuset, er der sprunget en coladåse. Vi havde en kasse med 12 colaer til at stå bag i bilen. Det var dumt, for dem som valet parkerer kører ind imellem som idioter. Det kostede så lige en times rengøring af bagerste del af bilen. Heldigt at vi havde gemt håndklæderne fra vore første uheld.

Hotellet har et stort poolområde med 5 pools og en ’lazy river’ hvor man kan drive rundt i en badering. Så ungerne skulle selvfølgelig ud at bade inden vi gik ud for at mærke atmosfæren på ’The Strip’, som er gaden hvor mange af de største Casinoer ligger.

Lige over for vores hotel ligger ’New York, New York’ som selvfølgelig ligner New York.

New York New York.

Limousinerne er store i Vegas.

Rå attitude.

Aftensmaden tog vi på Hard Rock Cafe, selvom jeg var lidt skeptisk. Det var der ingen grund til for det var virkelig lækker mad.

Lidt heldigt fik jeg indstillet kameraet til at tage et aftenbillede uden blitz, som giver et godt indtryk af hvordan det er at gå ned ad ’The Strip’ 

The Strip

The Strip

Afslutningsvis kommer der to billeder, som viser bagagerummet før og efter pakning.

Tom bagagerum. Eller det vil sige, vi kan se Marians nye brødrister og piskeris. Ja i læste rigtig.

Fuld bagagerum, med de famøse colaer.

Og helt til slut et billede, som viser hvordan man kan kurere solcreme i øjet.

Solcreme i øjet.